Kaffe og film kombi

En perfekt kombination af god (lidt plat, men sød nok) film i biografen efterfulgt af kaffe på 2takt med en sød veninde. På vejen hjem udformede denne smukke solnedgang sig for øjnene af os. En dejligt afslutning på en lidt hård dag på jobbet.

End of a chapter

Som overskriften afslører, så har jeg nyligt afsluttet et ret afgørende kapitel i mit liv. En afslutning, der som dimittend fra Frederikshavn Gymnasium og Hf-kursus, gav mig anledningen til at bære den røde hue på hovedet og stolt kalde mig selv student. Med udstrakte arme, et stort smil på læben og en vellykket afslutning på min sidste eksamen, blev jeg overvældet af en række blandede følelser i hele kroppen, i dét jeg forlod den lange eksamens korridor for at gå min familie og venner i møde på den anden side af døren. De var alle kommet for at ønske mig tillykke og tilegne mig en rose, og jeg har svært ved at finde ordene til at beskrive den glæde jeg følte, da jeg trådte ud af døren og gik dette smukke syn i møde. Jeg var så glad, at jeg næsten havde fået krampe i kæbemusklerne af at smile så meget den dag.
I begyndelsen følte jeg det, som en stor byrde var lettet fra mine skuldre, og den evige stress som mærkedes dybt i maven grundet eksamens pres forsvandt omgående, ligesom en sæbebobles uforudsigelige pop i luften. Jeg følte mig så fri. Åh, så mange ting jeg endelig kunne begynde at gøre og nyde i fulde drag igen. Ting som før i tiden ville give mig dårlig samvittighed - for burde jeg ikke læse til eksamen? Nu kunne jeg gøre, hvad der passede mig (næsten) uden at have den konstante, jagende fornemmelse i maven. Jeg kunne cykle en lang tur. Jeg kunne ligge i sengen hele dagen. Jeg kunne tage ud og spise og tage i biografen med venner og familie. Jeg kunne gå lange ture og tage billeder igen. Jeg kunne se film hele dagen. Jeg kunne læse mine endnu ulæste bøger. Så megen frihed - hvor havde jeg dog savnet det!
Det er dog alligevel - på trods af friheden og glæden, en sælsom fornemmelse at have i kroppen og sommetider lidt trist endda. 3 år er passeret, og selvom jeg nogle af de mest pressede tidspunkter følte at sekunderne sneglede sig afsted, så kan jeg ikke desto mindre helt begribe, hvor hurtigt det faktisk er gået. Det slog mig pludselig, at min klasse som jeg har delt et utal af oplevelser med fra klassefester til studietur til tørre historielektioner med, vil jeg slet ikke få se igen i samme grad som før. Hver især vil vores skæbner udfolde sig på forskellig vis, og vi vil alle blive til nye personer med nye omgivelser og andre omstændigheder i livet. Efter 3 intime år bliver mange af os indenfor de næste måneder måske endda helt fremmede for hinanden igen. En mærkelig og lidt sørgelig tanke, som slet ikke rigtig havde været i mine overvejelser før.
Forhåbentlig vil vi være gode til at holde kontakten - men hvem ved?

Sommerferien og den efterfølgende tid skal næsten arbejdes væk, eftersom jeg jo stadigvæk sparer op til min 3 måneders lange rejse til New Zealand, Australien og Thailand. Det ligger så fjernt pt, nu hvor jeg har en række jobs, der skygger for målet, men så alligevel så nært. Kun 6 måneder væk. 6 måneder som sikkert er overstået, før af jeg ved det. Jeg glæder mig. Ih hvor jeg altså glæder mig. Det er helt vanvittigt.