Solen har netop taget sin nænsomme afsked med dagen, og himlen der ellers var oplyst og lyseblå for blot lidt tid siden har ubemærket ændret til en safirblå karaktér. Ligepræcis som ved en titrering, hvor en enkelt dråbe er baggrunden for titrandens opnåede ækvivalenspunkt, ligesåvel er tiden - det enkelte minut afgørende for himlens farve.
Tiden. Dét er uden tvivl en mærkelig, udefinerbar og ukontrollerbar størrelse, som alle kan nikke genkendende til. Af og til føles 1 minut som en evighed, og andre gange flyver timerne afsted som sekunder. Årets sommer er ved at ånde ud, og selvom jeg udmærket er klar over, at mine arbejdsdage på caféen i de hede sommerdage føltes ufatteligt lange, så kan jeg alligevel ikke helt begribe at en hel sommer snarligt er forbi. Mærkeligt mærkeligt.
Heldigvis betyder dette også, at de første små tegn på efterår begynder at synliggøres, hvilket glæder mig umådeligt meget. Efterår er som nævnt før min yndlings årstid, hvor ordet "hygge" placeres øverst i listen. Film og bøger, varm te der snegler sig ned af esophagus og varmer indvendigt, gåture i naturens gyldne og brunlige nuancer som er ren fryd for øjet og unikke dufte der masserer næseborene - det er et rent sansebombardement. Samvær med familien og vennerne, det at kunne hoppe i sin mormor oversize sweater, betragte regnen sile ned af vinduerne alt imens man sidder beskyttet derhjemme med et tæppe omkring sig.
Hvor jeg dog elsker det.
Knus Nasima
