All Things will Die

All Things will Die

Clearly the blue river chimes in its flowing

     Under my eye;

Warmly and broadly the south winds are blowing

     Over the sky.

One after another the white clouds are fleeting;

Every heart this May morning in joyance is beating

     Full merrily;

  Yet all things must die.

The stream will cease to flow;

The wind will cease to blow;

The clouds will cease to fleet;

The heart will cease to beat;

  For all things must die.

     

All things must die.

Spring will come never more.

     O, vanity!

Death waits at the door.

See! our friends are all forsaking

The wine and the merrymaking.

We are call’d–we must go.

Laid low, very low,

In the dark we must lie.

The merry glees are still;

The voice of the bird

Shall no more be heard,

Nor the wind on the hill.

    

 O, misery!

Hark! death is calling

While I speak to ye,

The jaw is falling,

The red cheek paling,

The strong limbs failing;

Ice with the warm blood mixing;

The eyeballs fixing.

Nine times goes the passing bell:

Ye merry souls, farewell.

    

 The old earth

     Had a birth,

     As all men know,

     Long ago.

And the old earth must die.

So let the warm winds range,

And the blue wave beat the shore;

For even and morn

Ye will never see

Thro’ eternity.

All things were born.

Ye will come never more,

For all things must die.

Digtet er skrevet af Lord Alfred Tennyson, som var en engelsk forfatter i den victorianske tidsalder.

Dette er et af mine yndlings digte af Tennyson. Det er gennemsyret af en sød melankoli, der taler direkte til mit hjerte. Jeg falder især for hans smukke måde at konstatere noget af det helt essentielle i livet, navnlig døden. En dag holder hjertet op med at pumpe blod ud til kroppens celler - og vi dør, hvilket for mange mennesker er en ekstrem trist tanke. Men selvom Tennyson rammer nogle ømme punkter i sit digt, så er det med et blidt strøg, der ikke nødvendigvis indgyder ubehag i sindet. Personligt sidder jeg og nikker forstående til hans værdifulde, ikke mindst sande ord. For godt nok bruser floden endnu, vinden blæser og solen skinner, men dette er alt sammen blot midlertidigt - ligesom menneskers ophold på jorden. Døden indhenter os en dag. Og den gør det med en fart, der kan overraske alle.

For mig bliver digtet derfor en god reminder, når en tungsind præger mit humør. Man skal da naturligvis nyde hvert et åndedrag, hvert et minut, man er så velsignet over at få. Carpe diem, yolo, fish - eller hvad nu man siger nu til dags. Nok er det nogle misbrugte og tamme udtryk, men der er bestemt en strejf sandhed over det. Lev livet helt ud til marven, mærk din puls, elsk dine medmennesker og bestræb dig på at leve op til alle dyderne - For All Things Must die.

Nasima

Efterårshumør

Efteråret har banket på min dør, og jeg har budt det velkommen med spredte arme, et smil og et blik der øjensynlig udtrykker en sød savn.
For mig er Efterår nemlig en ven, som jeg sjældent ser (faktisk blot en sølle gang årligt ;-)) - men som altid kan skabe den trygge, velkendte atmosfære, der plejer at være imellem os. En af de venner, der ikke føles som en gæst eller stresser ved sit visit - men derimod byder mig på the. I Efterårs selskab føler jeg en mental forandring. Jeg falder mere ned, slapper af og glædes mere over de små ting i livet. Jeg føler mig varmere indeni på trods af den indtrædende kølighed. En fantastisk ven? Absolut. Jeg tror faktisk ikke, at jeg ville kunne klare tilværelsen uden Efterår i mit liv. Og nu kan jeg mærke, at Efterår hiver min fortrængte romantiske side frem. Og nu sidder jeg og smiler som en besat. Og nu fniser jeg over al min blødsødne plapren om Efterår. Men jeg kan bare ikke lade være. Efterår medbringer en sødme, som forgifter alle i sit nærvær. Og jeg er et af de heldige ofre.

Ps. Billederne er fra tumblr. Men jeg tror også snart, at jeg selv begiver mig ud i et mindre shoot af Efterår. Glæd jer!

Kys

Nasima