Det er medicin for sjælen at vandre omkring og betragte hvorledes efteråret gradvist sætter sit smukke præg på de velkendte gader og og prydende naturområder i hjembyen. I et mindefyldt barndomshjørne iagttager jeg små, ubekymrede børn lege deres hemmelige leg, og jeg kan ikke lade være med at smile af deres frisind og naivitet. Med en let rystende bevægelse på hovedet tænker jeg, at det engang for et årti siden var mig, som legede lige præcis dér med mine søskende. Det er næsten ikke til at forstå, at der er gået så lang tid; og ligeledes hvordan tiden har medbragt sig forandringen.
Enkelte gange stopper jeg op undervejs; lukker mine øjne og tager dybe indåndinger. Jeg mærker den friske luft interferere dybt nede i mine varme lunger, indsnuser skovens vivar af dufte og undrer mig over deres mystiske oprindelse. Jeg lytter til mine favoritmusikere, hvis lindrende stemmer nænsomt masserer sindets ømme myoser bort. Og hele tiden går jeg med en taknemmelig følelse over at være så enormt priviligeret; at få lov at bo i dette land; denne by; over at kunne gå en sådan tur og nyde i fulde drag, hvad den giver mig. Jeg synes, der er noget anderledes over dagen idag. At der skinner et anderledes lys over verden, som får mig til at observere den på helt nye måder. Den har aldrig være smukkere.
Nasima
