Releasing endorphins

En kort løbetur i aftenens tåge.
Jeg har fejlbedømt vejret, og den kølige vind sender et hav kuldegysninger igennem min krop. Farten sættes op, jeg tænker, at det nok skal varme mig. Og jeg får ret.
En dråbe vand lander på min kind og narrer mig til at tro, at regnen lige snart har tænkt sig at skylle ind over mig. Jeg indser dog, at det blot skyldes den tætte tåge, der har samlet sig som dråber på træernes grene, der nu og da daler ned.
Det er mørkt.Træernes nøgne grene glimter som diamanter i lygtepælenes skær. Mit hjerte banker lydløst. Jeg er forpustet, men kan ikke høre mit åndedræt. I stedet høres adskillelige pianisters magi på klaveret i høretelefonerne. Symfonier der gør mig tilpas. Tryg. Glad.
Jeg undrer mig over, om det er motionen eller i virkeligheden musikken, der frigiver endorphinerne i min hjerne.

Nasima

Goodmorning sunshine

En varmende kop morgenkaffe kombineret med en fredelig solopgang. Solens blide morgenstråler der kaster sit skær over jorden, nogle fugle der kvidrer deres sang i træerne eller hvor end de måtte gemme sig, og jeg som betragter overstående udsigt, mens jeg uforstyrret sipper kaffen i mig. Hvad mere kan det menneskelige hjerte dog begære?

L. M. Montgomery

Hvis der er noget, der kan frembringe hjertevarme fornemmelser, smil og høje udbrud af grin hos mig, så er det sødeste, fantasifulde og evigt sludrende Anne Shirley fra Grønnebakken. Den forældreløse pige, hvis eventyr startede på Grønnebakken, vil altid have særplads i mit hjerte. Aldrig har jeg stiftet bekendtskab med en pige, der har en så livlig fantasi, og så mange pludselige, ekstatiske glædesudbrud om verdens skønhed. I denne bog blev Einsteins citat "Imagination is by far more important than knowledge" personligt for mig portrætteret, for Anne's grænseløse fantasi er så essentiel for hele hendes figur og hjælper hende uendeligt meget igennem barndommen. Jeg relaterer til den enorme kærlighed, hun besidder til naturen, og som følge af de nuancerede og dragende naturbeskrivelser, ønskede jeg, under læsningen, altid at kunne bo ude på landet og opleve, hvad hun beskrev. Det gør jeg stadigvæk.
Jeg nåede dog af mystiske årsager aldrig længere end de første 3 bøger, og glemte helt serien i en periode af mit liv. Da jeg så for nylig var på mit trofaste besøg på biblioteket for at dele et gensynsøjeblik med endnu en af mine yndlingsbørnekarakterer Rose Wilder, opdagede jeg til min forbløffelse, at der var flere bøger om Anne Shirley. Det 10-årige barn i mig skreg af glæde, mens mit 19-årige jeg sukkede over, at jeg ikke kunne låne bøgerne, pga. for høje gebyrer fra tidligere lånte bøger. Jeg måtte desværre erkende, at jeg ikke kunne få dem med hjem samme dag, og forlod trist og tomhændet biblioteket.
Min plan er nu at finde bøgerne brugt og billigt et sted, enten online eller i en genbrug, og derefter dele hyggelige stunder med te og tæpper, mens jeg læser videre i Annes eventyrlige univers.

Har du en yndling-børne-karakter, som du forevigt vil beundre og holde af?

kys

Nasima

København

Amors pil ramte mig i år. En pil der gjorde godt, men også ondt. En pil der udbredte nye, uudforskede, hjertevarme, dog farlige og uforudsigelige fornemmelser i mig. En pil, hvis spids jeg ikke er sikker på reelt bestod af kærlighedseliksiren eller en fortærende gift. Eller måske endda begge.
Ak ja, jeg er blevet ramt af kærlighedens første stadie. Forelskelsen. Men det er ikke just en simpel affære. For realitetens kyniske latter lydes i baggrunden. Ét enkelt ord får mit hjerte til at trække sig sammen og forplanter måske en lille, glasklar perle i sjælets spejl. Distancen.
De sørgelige kilometer umuliggør desværre intimeten og det bånd, der var ment at skulle skabes mellem os. Det føltes ubeskriveligt euforisernede i enkelte momenter, og min melankoli har dog også et strejf af håb. Men for øjeblikket er du uden for rækkevidde. Min rækkevidde.
En ting kan du dog vide dig sikker på. Du vil altid være min første, knusende forelskelse, København. Ja, du vil.

Billederne er taget med det fantastiske kamera af en iPhone. Tragisk ja, men jeg må nøjes med dette indtil min kære søster atter vender hjem til Danmark.

København København København, du er en fantastisk by, og jeg er faldet pladask for din åbenhed, diversitet, dynamik, venlige atmosfære, og den uendelige mængde muligheder for næsten alt, du besidder. Jeg var hos dig i kun 3 dage, men du formåede alligevel at gøre et bastant indtryk på mig. I dig blev jeg forelsket og derefter tvunget til at forlade. Og nu er jeg atter tilbage i Frederikshavn. En by, hvis ensartethed, de kroniske tomme gader efter kl. 5, befolkningens snæversynethed og den sørgelige monokultur, jeg dybt sukker over. En dag skal jeg nok slippe væk.

Vi ses heldigvis snart igen til et brag af en fest med Drake og the Weeknd d. 3 marts. (I må gerne have lov at være lidt misundelige, hehe).

Kys
Nasima

Johan

                                                                                                                                                             

En tirsdag aften i selskab med en sød, dog af og til lusket lille dreng. Jeg er blevet babysitter for 9-årige og 1-direction-elskende Johan fra i dag af, og jeg nyder i høj grad at sidde i den hyggelige stearinoplyste lejlighed på Koktvedvej 89. Med al hans ivrige snakken om alt mellem himmel og jord, afleder han mig fra mit kaotiske hoved, og erstatter rynkerne i panden med et træk i smilebåndende. Et kort afbræk fra mit liv, en pause fra hverdagens komplikationer og uroligheder. En tiltrængt en.                                                                                                                                        
Gta-spil, knækbrødsmader, Johans evindelige snakken om 1 direction og computerspil, film og kaffe (kun til mig, selvom han insisterede på at få noget)."Du tager vel ikke billeder af mig?" Nej nej, det kunne jeg da aldrig finde på. I seng med Johan, og selv navigeres jeg tilbage til den bløde sofa omslynget af et tryghedsfremkaldende uldtæppe. Kaffen snegler sig ned af spiserøret, og indvendigt mærkes varmen sprede sig, nøjagtigt som et kram. En indre ro, en tilfredshed. Toner af sød musik der bevæger sig ind af øresneglen og bliver i eet med blodets behændige rejse rundt i alle hjørner og afkroge af mit legeme.
Jeg sidder i nuet og nyder de sidste minutter af min eskapisme, og jeg har det godt.

Hvordan har du det?

Kindness is for free

Mange dage er nu gået siden farverige fyrværkerieksplosioner oplyste nattehimlens mørke og sprudlende champagneflasker blev åbnet, drukket og nydt af. Knus blev foræret til både de tætteste, bekendte og selv fremmede sjæle i alkoholens rare navn, og alle vegne omkring mig ønskede folk hinanden godt nytår. Et godt nytår, som jeg da personligt selv har erfaret indtil videre.
Den 10. januar blev min 19-årige eksistens på denne jord officiel. Nitten hele år. Ordene snubler og virker endnu fremmede i min mund. For det var jo næsten i går, at jeg som 16-årig begyndte på gymnasiet som en spændt 1. års elev - ikke? Sådan føles det i hvert fald. Selvom jeg har forandret mig på mange punkter, føler jeg mig stadigvæk som et lille barn indeni. Et lille barn der  sommetider endnu sidder på skødet af sin far med hovedet trygt tæt ind til den tryggende atmosfære af hans hjertes banken, samt føler hans stærke arme omkring sig som en barrierer mod alt verdens ubehag.
Dagen blev fejret i stor stil med både fredagscafé på gymnasiet, hvor enkelte (eller flere) øl fandt sin vej til mit derefter berusede jeg, samt spisning i selskab med næreste veninder og venner. Jeg husker tilbage på dagen med et smil på læben og varm fornemmelse om hjertet, for det var uden tvivl en glædes - samt latterpræget dag, hvor jeg følte mig som et værdsat individ blandt mine omgivelser.
Dagen efter forlod min ældre søster Danmarks kulde til fordel for varme Madurai, Indien. Her  arbejder hun -  i forbindelse med sin (måske) fremtidige uddannelse som læge - som voluntør på et lokalt hospital. Foreløbig har hun observeret operationer, fødsler og derudover deltaget i lettere lægeligt arbejde, og hun skal være væk i hele 3 måneder. Det er utvivlsomt en kæmpe oplevelse for hende, og jeg kan ikke undgå at føle en  lille snert af misundelse på de erfaringer, hun kommer til at gøre sig.  I øjeblikket længes jeg nemlig mere end nogensinde selv efter at forlade de trygge rammer og rejse ud i den store, excentriske verden. Jeg længes efter vilde eventyr, efter transcenderende oplevelser, efter en tilværelse, der er vendt 180 grader. Men jeg må desværre bide eventyrlysten i mig og være tålmodig. En dag bliver det selvfølgelig min tur.
Første side gjorde sig ubrugelig på 2014-kalenderen, da den d. 1 blev erstattet af februar. Men januar måned... Hvor blev du af?  Jeg erindrer naturligvis de hyggelige stunder med mine dejlige veninder, en fest og korte skoledage, men ellers er det som, at dagene har passeret mig uden den store opmærksomhed omkring det. Jeg må af og til ryste lidt på hovedet af det hele. Kliché - men tiden flyver virkelig afsted.
Februar indledte jeg selv på bedste vis ved at afslutte en helt fantastisk bog. Huset ved Riverton. Første gang jeg tilfældigvis fik øje på bogen i boghandlerens vindue, tiltalte den mig med sådan en kraft, jeg hidtil ikke har kendt mage til. Den snakkede til mig selv uden, at jeg havde læst den. Og jeg vidste, at jeg en dag måtte købe og læse den.
Som siderne blev vendt og kapitlerne færdiglæst fik jeg et endnu stærkere bånd til bogen. Jeg identificerede med rollerne, jeg smilte over humoristiske begivenheder, jeg følte den intense smerte, forfatteren så smukt med sit magiske sprog kunne beskrive, jeg ærgrede mig over datidens uret, men jeg forstod. Sidste kapitel nægtede jeg indledningsvis at læse, for jeg var udmærket klar over bogens slutning - den blev nemlig allerede i starten afsløret. Jeg kunne bare ikke bære den atmosfære af uretfærdighed og ulykkelighed, og at skulle læse mig igennem de smertefulde beskrivelser henimod den værste tragedie forekom mig næsten umulig. Indeni i mig håbede et eller andet, at det ikke ville ske. At tingene som i Hollywood-filmene ville ende lykkeligt. Men det gjorde det jo selvfølgelig ikke. Alligevel formåede bogen at forbavse mig. Jeg måtte læse enkelte scener igennem igen efter at have afsluttet den - for var det virkelig sandt?
Selv efter 10 dage tænker jeg endnu på bogen. På personerne  i bogen. På alle de temaer den får vendt og drejet. Jeg sukker over slutningen, selvom jeg ved, at det var den eneste rigtige måde, den kunne slutte på. Én bog, 480 sider, ORD, der efterlod mig beruset med en  kaotisk strøm  af tanker i hovedet. Man kan vist godt sige, at jeg er glad for, at jeg fik den læst.
De næste dage byder på en tur til København med en teaterkreds, jeg er meldt ind i på skolen. Det bliver en kulturel oplevelse, helt sikkert, og jeg glæder mig sådan til at vandre omkring i Københavns charmerende gader, cafébesøg (åh min su), teaterstykker, ballet -  alt sammen med mine venner omkring mig. Hvor er jeg dog heldig.
Jeg afslutter nu dette snart roman-lange indlæg for mine øjne er trætte og min krop skriger på søvn efter dagens travlheder. Så godnat til alle inklusiv mig selv. Og husk at venlighed er gratis at uddele til omgivelserne. :-)