Det er snart

Et halvt er nu gået. Dagene har smuldret sig langsomt bort i efterårets og vinterens tiltagende mørke, og snart er det 24. december.

Mine fingre fægter sig hjælpeløst frem og tilbage på tastaturet i deres søgen efter de rette bogstaver; de rette ord. For mens alt lyder som det rene Shakespeare og Goethe inde i mit hovede, har jeg besvær med at få min hjerne og fingre til at samarbejde. Og de nedskrevne ord føles ikke altid som mine. Men jeg vil alligevel gøre et forsøg på at beskrive, hvad jeg har på hjerte i dette moment.

Kl. er 00:23. d. 22 december. Der er 2 dage til jul. 9 dage til nytår. 19 dage til min fødselsdag (fylder forresten rundt). Og præcist 40 dage til min afrejse. 

Så mange milesten på så kort tid. Min bevidsthed har lidt svært ved at følge med, for jeg kan faktisk ikke helt begribe det. Så jeg ryster hurtigt på hovedet. Men billedet forbliver det samme. Det er rigtigt nok! Og det føles også rigtigt nok. For selvom det hele har været så nært et stykke tid efterhånden, har det alligevel ligget utroligt fjernt fra mig. Jeg har ikke følt det, som værende indenfor min rækkevidde - som om en tyk tåge skyggede for mit udsyn. Men endelig mærker jeg barrieren løsne op og en klar sti udforme sig for øjnene af mig. Og jeg ved, at jeg nu frit kan gribe ud efter hvert kommende øjeblik og gøre det til mit helt eget. Nyde det i fulde drag. Gemme det forsigtigt i erindringen. Og det føles helt fantastisk.

Jeg mærker en brændende passion indeni; en boblende glæde, og har det som om sommerfugle og regnbuer svæver ud af mit legeme i alle retninger. Jeg er så glad, så taknemmelig, så ovenud heldig og lykkelig for alt, jeg har i min tilværelse. Hvor er det skønt at have fantastiske veninder, som man bare ved ikke vil svigte. Hvor er det dejligt at have en familie, som vil dig det bedste. Hvor er det dejligt at have så mange muligheder og friheden til at forme sin egen tilværelse. Jeg er taknemmelig for hvert åndedrag, for hvert oxygen molekyle de fotosyntetiske planter skaber, for hvert atom som udgør alt liv her på denne jord. 

Og jeg glæder mig til jul, jeg glæder mig til nytår, til min fødselsdag og mest af alt glæder jeg mig til at forlade de trygge rammer i Frederikshavn og på mit (indtilvidere) livs rejse! 

Rigtig god jul til alle!

Nasima

Veninde

Hun er sød, charmerende, sjov, smuk, hjælpsom, tillidsfuld og alle andre gode tillægsord, man nu kan finde om ens dejlige veninde. Vi gik en tur i skoven her forleden, og da jeg på et tidspunkt betragtede hende stå i det smukke efterårslandskab, blev jeg helt varm om hjertet. Det var næsten et ubærligt smukt syn. Både hende og naturen.


Nasima

Gåtur

Det er medicin for sjælen at vandre omkring og betragte hvorledes efteråret gradvist sætter sit smukke præg på de velkendte gader og og prydende naturområder i hjembyen. I et mindefyldt barndomshjørne iagttager jeg små, ubekymrede børn lege deres hemmelige leg, og jeg kan ikke lade være med at smile af deres frisind og naivitet. Med en let rystende bevægelse på hovedet tænker jeg, at det engang for et årti siden var mig, som legede lige præcis dér med mine søskende. Det er næsten ikke til at forstå, at der er gået så lang tid; og ligeledes hvordan tiden har medbragt sig forandringen.
Enkelte gange stopper jeg op undervejs; lukker mine øjne og tager dybe indåndinger. Jeg mærker den friske luft interferere dybt nede i mine varme lunger, indsnuser skovens vivar af dufte og undrer mig over deres mystiske oprindelse. Jeg lytter til mine favoritmusikere, hvis lindrende stemmer nænsomt masserer sindets ømme myoser bort. Og hele tiden går jeg med en taknemmelig følelse over at være så enormt priviligeret; at få lov at bo i dette land; denne by; over at kunne gå en sådan tur og nyde i fulde drag, hvad den giver mig. Jeg synes, der er noget anderledes over dagen idag. At der skinner et anderledes lys over verden, som får mig til at observere den på helt nye måder. Den har aldrig være smukkere.

Nasima

Familie

Kusiner, fætre, brødre, søstre, forældre; Det der binder os alle sammen er langt mere kompliceret end vores blotte gener og blodet.
Når jeg ikke bytter min værdifulde tid for penge i fiskefabrikken, holder jeg meget af at tage på familiemiddag; ligesom her forleden hvor vi var samlet omkring bordet til lækker mad og samvær. Jeg lavede dessert med lille søs, og efter vi havde spist os mætte i alverdens lækkerier, sad vi på sofaen for at slå mave og se en film sammen. Og selvom mine øjne var rettet mod fjernsynet, drømte jeg mig i virkeligheden væk i New Zealands skønne natur, Australiens pulserende storbyliv og Thailands kulturrige oplevelser. Det er svært at tænke på andet, når rejsen kun er 4 måneder væk.

Nasima

All Things will Die

All Things will Die

Clearly the blue river chimes in its flowing

     Under my eye;

Warmly and broadly the south winds are blowing

     Over the sky.

One after another the white clouds are fleeting;

Every heart this May morning in joyance is beating

     Full merrily;

  Yet all things must die.

The stream will cease to flow;

The wind will cease to blow;

The clouds will cease to fleet;

The heart will cease to beat;

  For all things must die.

     

All things must die.

Spring will come never more.

     O, vanity!

Death waits at the door.

See! our friends are all forsaking

The wine and the merrymaking.

We are call’d–we must go.

Laid low, very low,

In the dark we must lie.

The merry glees are still;

The voice of the bird

Shall no more be heard,

Nor the wind on the hill.

    

 O, misery!

Hark! death is calling

While I speak to ye,

The jaw is falling,

The red cheek paling,

The strong limbs failing;

Ice with the warm blood mixing;

The eyeballs fixing.

Nine times goes the passing bell:

Ye merry souls, farewell.

    

 The old earth

     Had a birth,

     As all men know,

     Long ago.

And the old earth must die.

So let the warm winds range,

And the blue wave beat the shore;

For even and morn

Ye will never see

Thro’ eternity.

All things were born.

Ye will come never more,

For all things must die.

Digtet er skrevet af Lord Alfred Tennyson, som var en engelsk forfatter i den victorianske tidsalder.

Dette er et af mine yndlings digte af Tennyson. Det er gennemsyret af en sød melankoli, der taler direkte til mit hjerte. Jeg falder især for hans smukke måde at konstatere noget af det helt essentielle i livet, navnlig døden. En dag holder hjertet op med at pumpe blod ud til kroppens celler - og vi dør, hvilket for mange mennesker er en ekstrem trist tanke. Men selvom Tennyson rammer nogle ømme punkter i sit digt, så er det med et blidt strøg, der ikke nødvendigvis indgyder ubehag i sindet. Personligt sidder jeg og nikker forstående til hans værdifulde, ikke mindst sande ord. For godt nok bruser floden endnu, vinden blæser og solen skinner, men dette er alt sammen blot midlertidigt - ligesom menneskers ophold på jorden. Døden indhenter os en dag. Og den gør det med en fart, der kan overraske alle.

For mig bliver digtet derfor en god reminder, når en tungsind præger mit humør. Man skal da naturligvis nyde hvert et åndedrag, hvert et minut, man er så velsignet over at få. Carpe diem, yolo, fish - eller hvad nu man siger nu til dags. Nok er det nogle misbrugte og tamme udtryk, men der er bestemt en strejf sandhed over det. Lev livet helt ud til marven, mærk din puls, elsk dine medmennesker og bestræb dig på at leve op til alle dyderne - For All Things Must die.

Nasima

Efterårshumør

Efteråret har banket på min dør, og jeg har budt det velkommen med spredte arme, et smil og et blik der øjensynlig udtrykker en sød savn.
For mig er Efterår nemlig en ven, som jeg sjældent ser (faktisk blot en sølle gang årligt ;-)) - men som altid kan skabe den trygge, velkendte atmosfære, der plejer at være imellem os. En af de venner, der ikke føles som en gæst eller stresser ved sit visit - men derimod byder mig på the. I Efterårs selskab føler jeg en mental forandring. Jeg falder mere ned, slapper af og glædes mere over de små ting i livet. Jeg føler mig varmere indeni på trods af den indtrædende kølighed. En fantastisk ven? Absolut. Jeg tror faktisk ikke, at jeg ville kunne klare tilværelsen uden Efterår i mit liv. Og nu kan jeg mærke, at Efterår hiver min fortrængte romantiske side frem. Og nu sidder jeg og smiler som en besat. Og nu fniser jeg over al min blødsødne plapren om Efterår. Men jeg kan bare ikke lade være. Efterår medbringer en sødme, som forgifter alle i sit nærvær. Og jeg er et af de heldige ofre.

Ps. Billederne er fra tumblr. Men jeg tror også snart, at jeg selv begiver mig ud i et mindre shoot af Efterår. Glæd jer!

Kys

Nasima

exhale and say goodbye

Solen har netop taget sin nænsomme afsked med dagen, og himlen der ellers var oplyst og lyseblå for blot lidt tid siden har ubemærket ændret til en safirblå karaktér. Ligepræcis som ved en titrering, hvor en enkelt dråbe er baggrunden for titrandens opnåede ækvivalenspunkt, ligesåvel er tiden - det enkelte minut afgørende for himlens farve.
Tiden. Dét er uden tvivl en mærkelig, udefinerbar og ukontrollerbar størrelse, som alle kan nikke genkendende til. Af og til føles 1 minut som en evighed, og andre gange flyver timerne afsted som sekunder. Årets sommer er ved at ånde ud, og selvom jeg udmærket er klar over, at mine arbejdsdage på caféen i de hede sommerdage  føltes ufatteligt lange, så kan jeg alligevel ikke helt begribe at en hel sommer snarligt er forbi. Mærkeligt mærkeligt.
Heldigvis betyder dette også, at de første små tegn på efterår begynder at synliggøres, hvilket  glæder mig umådeligt meget. Efterår er som nævnt før min yndlings årstid, hvor ordet "hygge" placeres øverst i listen. Film og bøger, varm te der snegler sig ned af esophagus og varmer indvendigt, gåture i naturens gyldne og brunlige nuancer som er ren fryd for øjet og unikke dufte der masserer næseborene - det er et rent sansebombardement. Samvær med familien og vennerne, det at kunne hoppe i sin mormor oversize sweater, betragte regnen sile ned af vinduerne alt imens man sidder beskyttet derhjemme med et tæppe omkring sig.
Hvor jeg dog elsker det.

Knus Nasima

Kaffe og film kombi

En perfekt kombination af god (lidt plat, men sød nok) film i biografen efterfulgt af kaffe på 2takt med en sød veninde. På vejen hjem udformede denne smukke solnedgang sig for øjnene af os. En dejligt afslutning på en lidt hård dag på jobbet.

End of a chapter

Som overskriften afslører, så har jeg nyligt afsluttet et ret afgørende kapitel i mit liv. En afslutning, der som dimittend fra Frederikshavn Gymnasium og Hf-kursus, gav mig anledningen til at bære den røde hue på hovedet og stolt kalde mig selv student. Med udstrakte arme, et stort smil på læben og en vellykket afslutning på min sidste eksamen, blev jeg overvældet af en række blandede følelser i hele kroppen, i dét jeg forlod den lange eksamens korridor for at gå min familie og venner i møde på den anden side af døren. De var alle kommet for at ønske mig tillykke og tilegne mig en rose, og jeg har svært ved at finde ordene til at beskrive den glæde jeg følte, da jeg trådte ud af døren og gik dette smukke syn i møde. Jeg var så glad, at jeg næsten havde fået krampe i kæbemusklerne af at smile så meget den dag.
I begyndelsen følte jeg det, som en stor byrde var lettet fra mine skuldre, og den evige stress som mærkedes dybt i maven grundet eksamens pres forsvandt omgående, ligesom en sæbebobles uforudsigelige pop i luften. Jeg følte mig så fri. Åh, så mange ting jeg endelig kunne begynde at gøre og nyde i fulde drag igen. Ting som før i tiden ville give mig dårlig samvittighed - for burde jeg ikke læse til eksamen? Nu kunne jeg gøre, hvad der passede mig (næsten) uden at have den konstante, jagende fornemmelse i maven. Jeg kunne cykle en lang tur. Jeg kunne ligge i sengen hele dagen. Jeg kunne tage ud og spise og tage i biografen med venner og familie. Jeg kunne gå lange ture og tage billeder igen. Jeg kunne se film hele dagen. Jeg kunne læse mine endnu ulæste bøger. Så megen frihed - hvor havde jeg dog savnet det!
Det er dog alligevel - på trods af friheden og glæden, en sælsom fornemmelse at have i kroppen og sommetider lidt trist endda. 3 år er passeret, og selvom jeg nogle af de mest pressede tidspunkter følte at sekunderne sneglede sig afsted, så kan jeg ikke desto mindre helt begribe, hvor hurtigt det faktisk er gået. Det slog mig pludselig, at min klasse som jeg har delt et utal af oplevelser med fra klassefester til studietur til tørre historielektioner med, vil jeg slet ikke få se igen i samme grad som før. Hver især vil vores skæbner udfolde sig på forskellig vis, og vi vil alle blive til nye personer med nye omgivelser og andre omstændigheder i livet. Efter 3 intime år bliver mange af os indenfor de næste måneder måske endda helt fremmede for hinanden igen. En mærkelig og lidt sørgelig tanke, som slet ikke rigtig havde været i mine overvejelser før.
Forhåbentlig vil vi være gode til at holde kontakten - men hvem ved?

Sommerferien og den efterfølgende tid skal næsten arbejdes væk, eftersom jeg jo stadigvæk sparer op til min 3 måneders lange rejse til New Zealand, Australien og Thailand. Det ligger så fjernt pt, nu hvor jeg har en række jobs, der skygger for målet, men så alligevel så nært. Kun 6 måneder væk. 6 måneder som sikkert er overstået, før af jeg ved det. Jeg glæder mig. Ih hvor jeg altså glæder mig. Det er helt vanvittigt.

Daisy dream

Mine yndlingsblomster er disse simple og smukke skønheder. (bemærk alliteration haha)
Da jeg gik en tur og fik øje på dem første gang, kunne jeg ikke stå for dem. Jeg blev nødt til at gå hjem og hente kameraet for at kunne skyde disse billeder.
Jeg har en romantisk drøm om, at der en dag i den fjerne fremtid vil stå en buket af disse hver eneste søndag morgen ved morgenbordet, som min elskede mand har købt til mig. Hehe.
Jeg er en drømmer. Og det er rart. Lige nu i hvert fald.


Kys

Sister

“Sister. She is your mirror, shining back at you with a world of possibilities. She is your witness, who sees you at your worst and best, and loves you anyway. She is your partner in crime, your midnight companion, someone who knows when you are smiling, even in the dark. She is your teacher, your defense attorney, your personal press agent, even your shrink. Some days, she's the reason you wish you were an only child.”
~ Barbara Alpert