Mange
dage er nu gået siden farverige fyrværkerieksplosioner oplyste nattehimlens
mørke og sprudlende champagneflasker blev åbnet, drukket og nydt af. Knus blev
foræret til både de tætteste, bekendte og selv fremmede sjæle i alkoholens rare
navn, og alle vegne omkring mig ønskede folk hinanden godt nytår. Et godt
nytår, som jeg da personligt selv har erfaret indtil videre.
Den 10. januar blev min 19-årige eksistens på denne jord officiel. Nitten hele år. Ordene snubler og virker endnu fremmede i min mund. For det var jo næsten i går, at jeg som 16-årig begyndte på gymnasiet som en spændt 1. års elev - ikke? Sådan føles det i hvert fald. Selvom jeg har forandret mig på mange punkter, føler jeg mig stadigvæk som et lille barn indeni. Et lille barn der sommetider endnu sidder på skødet af sin far med hovedet trygt tæt ind til den tryggende atmosfære af hans hjertes banken, samt føler hans stærke arme omkring sig som en barrierer mod alt verdens ubehag.
Dagen blev fejret i stor stil med både fredagscafé på gymnasiet, hvor enkelte (eller flere) øl fandt sin vej til mit derefter berusede jeg, samt spisning i selskab med næreste veninder og venner. Jeg husker tilbage på dagen med et smil på læben og varm fornemmelse om hjertet, for det var uden tvivl en glædes - samt latterpræget dag, hvor jeg følte mig som et værdsat individ blandt mine omgivelser.
Dagen efter forlod min ældre søster Danmarks kulde til fordel for varme Madurai, Indien. Her arbejder hun - i forbindelse med sin (måske) fremtidige uddannelse som læge - som voluntør på et lokalt hospital. Foreløbig har hun observeret operationer, fødsler og derudover deltaget i lettere lægeligt arbejde, og hun skal være væk i hele 3 måneder. Det er utvivlsomt en kæmpe oplevelse for hende, og jeg kan ikke undgå at føle en lille snert af misundelse på de erfaringer, hun kommer til at gøre sig. I øjeblikket længes jeg nemlig mere end nogensinde selv efter at forlade de trygge rammer og rejse ud i den store, excentriske verden. Jeg længes efter vilde eventyr, efter transcenderende oplevelser, efter en tilværelse, der er vendt 180 grader. Men jeg må desværre bide eventyrlysten i mig og være tålmodig. En dag bliver det selvfølgelig min tur.
Første side gjorde sig ubrugelig på 2014-kalenderen, da den d. 1 blev erstattet af februar. Men januar måned... Hvor blev du af? Jeg erindrer naturligvis de hyggelige stunder med mine dejlige veninder, en fest og korte skoledage, men ellers er det som, at dagene har passeret mig uden den store opmærksomhed omkring det. Jeg må af og til ryste lidt på hovedet af det hele. Kliché - men tiden flyver virkelig afsted.
Februar indledte jeg selv på bedste vis ved at afslutte en helt fantastisk bog. Huset ved Riverton. Første gang jeg tilfældigvis fik øje på bogen i boghandlerens vindue, tiltalte den mig med sådan en kraft, jeg hidtil ikke har kendt mage til. Den snakkede til mig selv uden, at jeg havde læst den. Og jeg vidste, at jeg en dag måtte købe og læse den.
Som siderne blev vendt og kapitlerne færdiglæst fik jeg et endnu stærkere bånd til bogen. Jeg identificerede med rollerne, jeg smilte over humoristiske begivenheder, jeg følte den intense smerte, forfatteren så smukt med sit magiske sprog kunne beskrive, jeg ærgrede mig over datidens uret, men jeg forstod. Sidste kapitel nægtede jeg indledningsvis at læse, for jeg var udmærket klar over bogens slutning - den blev nemlig allerede i starten afsløret. Jeg kunne bare ikke bære den atmosfære af uretfærdighed og ulykkelighed, og at skulle læse mig igennem de smertefulde beskrivelser henimod den værste tragedie forekom mig næsten umulig. Indeni i mig håbede et eller andet, at det ikke ville ske. At tingene som i Hollywood-filmene ville ende lykkeligt. Men det gjorde det jo selvfølgelig ikke. Alligevel formåede bogen at forbavse mig. Jeg måtte læse enkelte scener igennem igen efter at have afsluttet den - for var det virkelig sandt?
Selv efter 10 dage tænker jeg endnu på bogen. På personerne i bogen. På alle de temaer den får vendt og drejet. Jeg sukker over slutningen, selvom jeg ved, at det var den eneste rigtige måde, den kunne slutte på. Én bog, 480 sider, ORD, der efterlod mig beruset med en kaotisk strøm af tanker i hovedet. Man kan vist godt sige, at jeg er glad for, at jeg fik den læst.
De næste dage byder på en tur til København med en teaterkreds, jeg er meldt ind i på skolen. Det bliver en kulturel oplevelse, helt sikkert, og jeg glæder mig sådan til at vandre omkring i Københavns charmerende gader, cafébesøg (åh min su), teaterstykker, ballet - alt sammen med mine venner omkring mig. Hvor er jeg dog heldig.
Jeg afslutter nu dette snart roman-lange indlæg for mine øjne er trætte og min krop skriger på søvn efter dagens travlheder. Så godnat til alle inklusiv mig selv. Og husk at venlighed er gratis at uddele til omgivelserne. :-)
Den 10. januar blev min 19-årige eksistens på denne jord officiel. Nitten hele år. Ordene snubler og virker endnu fremmede i min mund. For det var jo næsten i går, at jeg som 16-årig begyndte på gymnasiet som en spændt 1. års elev - ikke? Sådan føles det i hvert fald. Selvom jeg har forandret mig på mange punkter, føler jeg mig stadigvæk som et lille barn indeni. Et lille barn der sommetider endnu sidder på skødet af sin far med hovedet trygt tæt ind til den tryggende atmosfære af hans hjertes banken, samt føler hans stærke arme omkring sig som en barrierer mod alt verdens ubehag.
Dagen blev fejret i stor stil med både fredagscafé på gymnasiet, hvor enkelte (eller flere) øl fandt sin vej til mit derefter berusede jeg, samt spisning i selskab med næreste veninder og venner. Jeg husker tilbage på dagen med et smil på læben og varm fornemmelse om hjertet, for det var uden tvivl en glædes - samt latterpræget dag, hvor jeg følte mig som et værdsat individ blandt mine omgivelser.
Dagen efter forlod min ældre søster Danmarks kulde til fordel for varme Madurai, Indien. Her arbejder hun - i forbindelse med sin (måske) fremtidige uddannelse som læge - som voluntør på et lokalt hospital. Foreløbig har hun observeret operationer, fødsler og derudover deltaget i lettere lægeligt arbejde, og hun skal være væk i hele 3 måneder. Det er utvivlsomt en kæmpe oplevelse for hende, og jeg kan ikke undgå at føle en lille snert af misundelse på de erfaringer, hun kommer til at gøre sig. I øjeblikket længes jeg nemlig mere end nogensinde selv efter at forlade de trygge rammer og rejse ud i den store, excentriske verden. Jeg længes efter vilde eventyr, efter transcenderende oplevelser, efter en tilværelse, der er vendt 180 grader. Men jeg må desværre bide eventyrlysten i mig og være tålmodig. En dag bliver det selvfølgelig min tur.
Første side gjorde sig ubrugelig på 2014-kalenderen, da den d. 1 blev erstattet af februar. Men januar måned... Hvor blev du af? Jeg erindrer naturligvis de hyggelige stunder med mine dejlige veninder, en fest og korte skoledage, men ellers er det som, at dagene har passeret mig uden den store opmærksomhed omkring det. Jeg må af og til ryste lidt på hovedet af det hele. Kliché - men tiden flyver virkelig afsted.
Februar indledte jeg selv på bedste vis ved at afslutte en helt fantastisk bog. Huset ved Riverton. Første gang jeg tilfældigvis fik øje på bogen i boghandlerens vindue, tiltalte den mig med sådan en kraft, jeg hidtil ikke har kendt mage til. Den snakkede til mig selv uden, at jeg havde læst den. Og jeg vidste, at jeg en dag måtte købe og læse den.
Som siderne blev vendt og kapitlerne færdiglæst fik jeg et endnu stærkere bånd til bogen. Jeg identificerede med rollerne, jeg smilte over humoristiske begivenheder, jeg følte den intense smerte, forfatteren så smukt med sit magiske sprog kunne beskrive, jeg ærgrede mig over datidens uret, men jeg forstod. Sidste kapitel nægtede jeg indledningsvis at læse, for jeg var udmærket klar over bogens slutning - den blev nemlig allerede i starten afsløret. Jeg kunne bare ikke bære den atmosfære af uretfærdighed og ulykkelighed, og at skulle læse mig igennem de smertefulde beskrivelser henimod den værste tragedie forekom mig næsten umulig. Indeni i mig håbede et eller andet, at det ikke ville ske. At tingene som i Hollywood-filmene ville ende lykkeligt. Men det gjorde det jo selvfølgelig ikke. Alligevel formåede bogen at forbavse mig. Jeg måtte læse enkelte scener igennem igen efter at have afsluttet den - for var det virkelig sandt?
Selv efter 10 dage tænker jeg endnu på bogen. På personerne i bogen. På alle de temaer den får vendt og drejet. Jeg sukker over slutningen, selvom jeg ved, at det var den eneste rigtige måde, den kunne slutte på. Én bog, 480 sider, ORD, der efterlod mig beruset med en kaotisk strøm af tanker i hovedet. Man kan vist godt sige, at jeg er glad for, at jeg fik den læst.
De næste dage byder på en tur til København med en teaterkreds, jeg er meldt ind i på skolen. Det bliver en kulturel oplevelse, helt sikkert, og jeg glæder mig sådan til at vandre omkring i Københavns charmerende gader, cafébesøg (åh min su), teaterstykker, ballet - alt sammen med mine venner omkring mig. Hvor er jeg dog heldig.
Jeg afslutter nu dette snart roman-lange indlæg for mine øjne er trætte og min krop skriger på søvn efter dagens travlheder. Så godnat til alle inklusiv mig selv. Og husk at venlighed er gratis at uddele til omgivelserne. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar